Forstå anoreksi del 4 – Jeg er her endnu – et lysglimt i skammens mørke

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk – og dem der har været der selv!

Jeg er her endnu – et lysglimt i skammens mørke

I dag kender jeg de fleste af mine triggers; Når jeg føler mig dum, forkert, ikke-betydningsfuld. Når de følelser dukker op – skammens mørke og frygtens afgrund  – så vågner Grethe op til dåd! Hun tror jeg er i fare og vil redde mig! Men, hey Grethe- jeg er ved at lære det. Jeg har ikke brug for dig mere. jeg elsker dig, men du har boet her længe nok nu.

Hun flytter ik’. Jeg ved det godt. Men hun har fået det mindste rum i kælderen uden vinduer med lydtætte døre, så hun skal råbe meget højt før jeg lytter og jeg lytter kun i kort tid, så finder jeg ud af at få ro på hende igen!

Jeg ved faktisk heller ik’ helt hvem jeg er, uden Grethe. og hun er ikke farlig længere. Men en Grethe kan være dødbringende.

Jeg ved, at så snart jeg lægger det her op, og mine triggertanker kicker ind med “nu bliver du udstødt” og “tror du selv nogen gider læse om dig” så råber Grethe nede fra kælderen “skal jeg komme op og hjælpe dig med ikke at spise, så du kan blive tynd og dermed accepteret og anerkendt?”

Ellers tak Grethe – jeg er den jeg er og det er godt nok!

Har du en Grethe? Skal vi se om vi kan finde ud af hvorfor hun er flyttet ind? Hvorfor havde du brug for en Grethe? Og skal vi se om du kan få mere magt over hende end du har lige nu?

Måske ved du ikke, at for de fleste mennesker, fylder tanker om krop, vægt og mad kun ca. 5-10% af deres dag.

Når man har en Grethe kan det tal være meget højt. Mit er nogle dage på 70-75%. De bedste dage for mig er når det er på ca. 20%… Så skal der ikke diskuteres med Grethe og holdes i konstant jerngreb.

Vi skal lære din Grethe, at du godt kan selv nu! At den traumerespons som Grethe er, har du ikke brug for længere. Og hvis hun ikke flytter, så kan vi i hvert fald gøre dig stærkere og give Grethe så lidt plads som mulig. Hvordan lyder det?

Kærlig hilsen Sofie

 

OBS: Spiseforstyrrelser, såsom anoreksi, bulimi eller binge eating disorder, er alvorlige lidelser, der kræver professionel og specialiseret behandling. Det er vigtigt at huske, at der er hjælp at få både for dem, der er ramt af en spiseforstyrrelse, og for deres pårørende. Hvis du eller nogen, du kender, har brug for støtte eller information, er du velkommen til at kontakte mig.


Læs mere om hvordan jeg arbejder som psykolog og med spiseforstyrrelse/anoreksi her:  Problematisk spisning (emdr-terapi.dk)